Nu udbydes Navitas
Opførelsen af Navitas Park på De Bynære Havnearealer i Århus går nu ind i sin første fase. I de næste måneder afgør den såkaldte prækvalifikation hvilke arkitekter, ingeniører og entreprenører, der skal konkurrere om at løse opgaven. Totalentreprisen bliver på ca. 35.000 kvadratmeter, som skal rumme Århus' nye omdrejningspunkt for innovation og energi plus et offentligt parkeringsanlæg med 450 pladser.
Ingeniørhøjskolen i Århus, Århus Maskinmesterskole, INCUBA Science Park A/S (A/S?)og Århus Kommune opfører i fællesskab byggeriet Navitas Park på De Bynære Havnearealer i Århus. Byggeriet, som skal stå klar i 2014, skal rumme faciliteter til uddannelse, forskning, udvikling og iværksætteri samt et offentligt parkeringsanlæg med ca. 450 pladser.
Katrinebjerg er forbillede
Navitas Park etableres med IT-byen Katrinebjerg som forbillede, og
ambitionen er at skabe et udviklingsmiljø inden for energi og
byggeri, hvor uddannelse, udvikling og forskning går hånd i hånd i
et stærkt samarbejde med erhvervslivet. Forskerparkdelen etableres
med inspiration fra en tænketank nedsat af Århus Kommune.
De fire bygherrer har i fællesskab besluttet, at det samlede byggeri skal udbydes i en totalentreprisekonkurrence med deltagelse af fem virksomheder/konsortier.
De 5 virksomheder bliver udpeget efter sommerferien, og derefter har de ca. 4 måneder til at udarbejde et løsningsforslag for byggeriet, herunder den arkitektoniske hovedidé. Totalentreprisen er netop sendt i EU-udbud. Byggeriet går i gang i 2012.
Pressemeddelelse af 30.06.2009
Dato: 24-09-10




